Amygdala

Refleksiv respons og minder

Frit oversat til dansk 12)
Der er en forbindelse, der løber fra thalamus til amygdala, og sensorisk information om frygt stimuli kan sendes langs denne vej til amygdala, før den bevidst behandles af hjernebarken (cortex). Dette muliggør indledning af en frygtreaktion, før vi endda har tid til at tænke over, hvad det er, der er så skræmmende.

Denne type refleksiv respons kan være nyttig, hvis vi virkelig er i stor fare. For eksempel, hvis du går gennem græsset, og en slange hugger ud mod dig, ønsker du ikke at skulle bruge en masse tid på kognitiv vurdering af den fare, som slangen kan udgøre. I stedet ønsker du, at din krop skal opleve øjeblikkelig frygt og hoppe bagud uden at skulle bevidst indlede denne handling. Den direkte vej fra thalamus til amygdala kan være en måde at opnå denne type respons på.

Ud over dets involvering i indledningen af en frygt respons synes amygdalae også at være meget vigtig i dannelsen af minder, der er forbundet med frygtinducerende begivenheder. Hvis du for eksempel tager mus med intakt amygdala og spiller en tone lige før du giver dem et ubehageligt fodstød, begynder de meget hurtigt at forbinde tonen med det ubehagelige chok. De vil således udvise en frygtreaktion (f.eks. frysning på stedet), så snart tonen er spillet, men inden chokket indledes. Hvis du forsøger dette eksperiment på mus med læsioner i amygdalae, viser de imidlertid en nedsat evne til at “huske”, at tonen var forud for fodstødet. Du kan afspille tonen, og de vil fortsætte med deres forehavende, som om de ikke har dårlige erindringer forbundet med lyden.

Det burde ikke være for overraskende (i betragtning af dens rolle i frygtbehandling), at amygdala også kan spille en rolle i angst. Mens frygt betragtes som et svar på en trussel der er til stede, involverer angst den frygt, der følger med at tænke på en potentiel trussel – en, der måske eller måske aldrig materialiseres. En række undersøgelser antyder, at amygdala er involveret i at opleve angst, og at den kan være overaktiv hos mennesker med angstlidelser. Som det er tilfældet med det meste af menneskelig adfærd, involverer angst sandsynligvis et netværk af hjerneområder, så aktivitet i amygdala fortæller os ikke alt det vi har brug for at vide om følelserne.

Amygdala føler dine oplevelser

Selvom amygdala er velkendt for sin rolle i frygt respons, er der nu meget bevis der antyder, at dens bidrag til adfærd er meget mere kompliceret. For eksempel ser amygdala ud til at være involveret i dannelsen af positive minder, som det at man optjener en belønning i et eksperiment. Og skade på amygdala kan forringe evnen til at danne disse positive minder, ligesom det kan påvirke evnen til at danne minder om negative begivenheder som fodstødet nævnt ovenfor.

På grund af forskning som denne er forskere blevet tvunget til at udvide amygdala rollen ud over den, der kun er en trusseldetektor / frygtgenerator. Et populært perspektiv antyder, at amygdala er involveret i at evaluere ting i miljøet for at bestemme deres betydning – om deres værdi er positiv eller negativ – og generere følelsesmæssige reaktioner på de stimuli, der betragtes som vigtige. Det kan også være involveret i konsolidering af minder, der har en stærk følelsesmæssig komponent, uanset om de tilknyttede følelser er behagelige eller ubehagelige. Således er vores forståelse af funktionen af amygdala stadig under udvikling, og vi har sandsynligvis meget mere at lære, før vi fuldt ud kan katalogisere aktiviteterne i denne komplekse struktur.

Frygt betingning: Amygdala og rollen i læring

Uddrag fra en artikel 13) frit oversat til dansk:

Et eksempel på, at følelser er knyttet til en vis perceptuel oplevelse, er frygtkonditionering.

I dette eksempel er den sensoriske oplevelse auditiv snarere end visuel (som ved følelser i ansigtsudtryk). Meget af det, vi ved om amygdala og dens rolle i følelsesmæssig læring og hukommelse, kommer fra frygtkonditionering, for det meste men ikke udelukkende gennemført med dyr.

Dette er et eksempel på klassisk konditionering eller Pavlovsk konditionering. I de klassiske eksperimenter, der blev udført af Pavlov lige efter århundredskiftet, blev en neutral stimulus – en klokke – ringet, og efter et kort interval blev madpulver – den ubetingede stimulus – anbragt i hundens mund.

Efter et par sådanne sammenkoblinger savlede hunden efter klokkens lyd. Det afgørende aspekt ved klassisk konditionering er, at det er en sammenkobling mellem to stimuli. Ingen respons kræves for at få belønningen.

I frygtkonditionering hører en organisme en lyd eller ser en visuel stimulus. Et par sekunder senere får det et mildt chok. Reaktionerne involverer frysning, forhøjet blodtryk og puls, og det bliver uroligt – skræmmes let.

Neurale forbindelser i hjernen og amygdala

Neurale forbindelser fra thalamus til amygdala er særligt vigtige i følelsesmæssig læring. Outputveje fra den centrale kerne i amygdala danner omfattende forbindelser med hjernestammen for følelsesmæssige reaktioner og omfattende forbindelser med kortikale områder gennem nucleus basalis. Kolinerge fremspring (relateret til eller betegnelse for nerveceller, hvor acetylcholin fungerer som en neurotransmitter) fra nucleus basalis til cortex menes at vække cortex.

Nogle forbindelser til frygtkonditionering er blevet opdaget, og dette er et varmt forskningsemne inden for neurovidenskab.

Hvis for eksempel den auditive cortex får en læsion, er den grundlæggende frygtkonditionering uændret, men diskrimination ændres.

I diskrimineringsproceduren er en lyd forbundet med stød og en anden lyd er ikke forbundet med stød. Dyrene måtte udelukkende stole på thalamus og amygdala for at lære, og de kunne ikke lære forskelsbehandling; det vil sige at de to stimuli kunne tilsyneladende ikke skelnes.

Så cortex er ikke nødvendig for simpel frygtkonditionering; i stedet giver det os mulighed for at genkende et objekt ved syn eller lyd – at fortolke miljøet.

Således giver forbindelser fra den sensoriske thalamus kun en grov opfattelse af verden, men fordi de kun involverer et neuralt link, er de hurtige forbindelser.

Hvorfor kan HURTIG være vigtigt?
Vi har brug for en hurtig reaktion på potentiel fare. Thalamus-amygdala-stien giver os dette og kan også forberede amygdala til at modtage mere grundig behandlet information fra cortex.

På den anden side tilbyder stier fra cortex detaljerede og nøjagtige repræsentationer af miljøet. Fordi disse veje har flere neurale forbindelser, er de langsomme ved sammenligning.

🙂

Tidsfaktoren og amygdala

Hvis vi for eksempel ser en slank krøllet form bag et træ, er det meget bedre at springe baglæns og senere genkende, at det er en haveslange end ikke at springe hurtigt tilbage, hvis det var en slange.

Der er masser af tid senere til at reflektere over, at det var tåbeligt at blive forskrækket i vores egen sikre have, hvor der ikke er slanger.

Frygtproducerende visuelle stimuli behandles hurtigt af thalamus, og denne information sendes til amygdala, hvilket giver en hurtig reaktion på fare.

Thalamus videregiver også informationen til cortex, så der kan træffes mere omhyggelige (og langsommere) vurderinger om den reelle potentielle fare.

Amygdala er involveret i behagelig følelsesmæssig læring såvel som frygtelig følelsesmæssig læring. I modsætning til klassisk konditionering, hvor to stimuli er parret, følges instrumental konditioneringsrespons af belønning, og stimulus-respons associeringer læres.

Der er således tre begivenheder: en stimulus, en respons og en belønning.
Det er blevet klart, at alle tre parvise kombinationer læres i instrumental konditionering. Der hvor amygdala kommer ind er, at læsioner af basolaterale kerner i amygdala forstyrrer madens stimulering og givende egenskaber.

Dette amygdala-hukommelsessystem fungerer generelt som et eksempel på hukommelsessystemer. Etableringen af minder er en funktion af hele netværket, ikke en enkelt komponent. Amygdala er involveret i en slags primitiv følelsesmæssig hukommelse, en som sandsynligvis bevares af evolutionen.

Amygdala og synspunktet om frygt kredsløbet

Uddrag fra en artikel 14) frit oversat til dansk:

Detaljeret forståelse af den følelsesmæssige hjerne og teoretisering om den er i vid udstrækning baseret på undersøgelser, der falder under overskriften “frygt”. Vi vil derfor fokusere på dette arbejde med at diskutere følelsesmæssig bevidsthed. I lyset af denne tilgang definerer vi ”frygt” som den bevidste følelse, man har, når man er i fare. Selvom vores konklusioner muligvis ikke gælder lige så godt for alle følelser, fastholder vi, at lektionerne fra frygt giver generelle principper, der i det mindste kan bruges som udgangspunkt for teoretisering om mange følelser.

Følelser som frygt siges ofte at være nedarvet fra dyriske forfædre. Disse “grundlæggende følelser” foreslås typisk koblet ind i hjernens limbiske system. Selvom teorien om det limbiske system er blevet kritiseret i vid udstrækning, styrer den stadig meget forskning og teori inden for neurovidenskab.

Frygt siges for eksempel ofte at være afhængig af et sæt kredsløb, der har deres samlepunkt i det limbiske område kaldet amygdala. Meget forskning har vist, at skader på amygdala forstyrrer dyrenes og menneskers evne til at reagere på trusler rent adfærdsmæssigt og fysiologisk.

Desuden viser funktionelle billeddannelsesundersøgelser hos mennesker, at amygdala aktiveres i nærvær af trusler. Dette arbejde fortolkes ofte således, at trusler fremkalder en tilstand af frygt ved at aktivere et frygtkredsløb centreret på amygdala, og det samme kredsløb styrer de adfærdsmæssige og fysiologiske reaktioner fremkaldt af truslen. Denne respons kaldes ofte for frygt responsen.

Frygt og amygdala begreber forvirrer

Hvad der menes med “frygt” varierer blandt dem, der bruger den til at redegøre for adfærdsmæssige og fysiologiske reaktioner på trusler. For nogle er frygt en subjektiv tilstand, en fænomenal oplevelse fremkaldt af fare.

Darwin kaldte for eksempel følelser som frygtstilstand arvet fra dyr. Mowrer hævdede, at rotter fryser “af årsagen” til frygt. Panksepp bemærkede, at “frygt er en afskrækkende sindstilstand”, hvoraf den største drivkraft er et “subkortisk FRYGT-system”.

Andre, som Perusini og Fanselow, er enige om, at fare fremkalder frygt og frygt forårsager adfærd, men de behandler det ikke som en subjektiv oplevelse; for dem er frygt en hjernetilstand, der griber ind mellem trusler og defensiv adfærd. Det er faktisk almindeligt inden for adfærdsmæssig neurovidenskab at fortolke dyre- og menneskelig adfærd som forårsaget af såkaldte centrale tilstande snarere end af subjektive oplevelser, samtidig med at man bibeholder den subjektive tilstandsbetegnelse.

Denne tilgang gør det muligt for dyreforskning at være relevant for den menneskelige oplevelse af frygt, men fører til meget forvirring om, hvad forskere mener, når de bruger udtrykket ”frygt”. Selvom vi er enige med dem, der hævder, at det er uhensigtsmæssigt at påkalde subjektive oplevelser for at forklare dyrs adfærd, fastholder vi, at subjektiv oplevelse er en vigtig del af den menneskelige eksistens og er uundværlig i bestræbelserne på at forstå menneskets natur. Det er nødvendigt med en måde at opfatte adfærdsmæssige reaktioner på trusler hos dyr og mennesker med lignende konstruktioner, men uden at tildele umålelige subjektive tilstande til dyr og uden at benægte den rolle, som subjektiv oplevelse spiller hos mennesker.

Tanken om evolutionært konserverede defensive overlevelseskredsløb, der tegner sig for de adfærdsmæssige og fysiologiske reaktioner på trusler, men som ikke er direkte ansvarlige for subjektive oplevelser af frygt, opnår dette mål.

Uddrag af Anette Prehns bog

Uddrag fra bogen “Bliv ven med din amygdala” af Anette Prehn, ISBN 978–8771-606805:
Inde i din hjerne gemmer der sig to små dele, der ligner mandler. De hedder til sammen “amygdala”.

Amygdala spiller nogle vigtige roller i dit liv. Den er blandt andet en alarm, som advarer dig, når den synes, at en situation virker farlig eller utryg.

Amygdalas besked gør, at dit hjerte begynder at galoppere afsted, din vejrtrækning bliver hurtigere og mere overfladisk, og dine muskler spænder op.
Alt dette sker, inden du når at opdage det. Så smart er amygdala nemlig.

Den kan kapre din krop og resten af din hjerne, ligesom en pirat, der overtager kontrollen med et skib. Og det går lynhurtigt!

Og i andre afsnit af bogen:
Når amygdala går op, går pandelapperne ned. Som om de sad for hver sin ende af en vippe på en legeplads.

Amygdala er også en mønstergenkender. Den leder hele tiden efter noget i dine omgivelser, som den kan genkende fra tidligere.

Og hvis noget i din dag minder bare lidt om noget, der virkede farligt engang, så råber amygdala “Alarm, Alarm!”

Amygdala gemmer alle dine oplevelser – men ret utydeligt! En af dens fineste opgaver er at fortælle dig, når et af dine utydelige og utrygge minder fra fortiden ligner en situation, du står i lige nu.

I den forstand er amygdala nærmest en vagthund. Den fortæller dig: Er nutiden – i lyset af fortiden – et trygt sted at være? Eller skal du gå et andet sted hen?

Hvad er en amygdala kapring?

En amygdala kapring er en følelsesmæssig reaktion på stress. Men for bedre at forstå, hvad et amygdala kapring er, bliver du nødt til at forstå lidt om, hvordan hjernen fungerer. Du skal også forstå to specifikke dele af hjernen: amygdala og frontallapperne.

Amygdala

Amygdala er en klynge af mandelformede celler placeret nær bunden af ​​hjernen. Alle har to af disse cellegrupper, en i hver halvkugle (eller side) af hjernen.

Amygdalae hjælper med at definere og regulere følelser. De bevarer også minder og knytter disse minder til specifikke følelser (såsom glad, trist, glad). Disse kaldes følelsesmæssige erindringer.

Amygdala er en del af hjernens limbiske system. Det limbiske system er en gruppe af komplekse, indbyrdes forbundne strukturer i hjernen, der er ansvarlige for en persons følelsesmæssige og adfærdsmæssige reaktioner.

Kæmp eller flygt

Amygdala aktiverer også kamp-eller-flugt-responsen.

Denne reaktion kan hjælpe mennesker i umiddelbar fysisk fare med at reagere hurtigt for deres sikkerhed og sikkerhed. For eksempel hjalp kamp-eller-flugt-reaktionen tidlige mennesker med at reagere på trusler for at undgå at blive såret eller dræbt.

Amygdala aktiverer denne kamp-eller-flugt-respons uden noget initiativ fra dig. Når den del af din hjerne mærker fare, signalerer den din hjerne til at pumpe stresshormoner, og forbereder din krop til enten at kæmpe for overlevelse eller at flygte i sikkerhed.

I dag er det mere sandsynligt, at den kamp-eller-flugt-reaktion udløses af følelser som stress, frygt, angst, aggression og vrede.

Frontallapper

For at forstå, hvad en amygdala kapring er, skal du vide om en anden del af hjernen: frontallapperne. Disse to store områder er placeret foran på din hjerne.

Frontallapperne er en del af hjernens cerebrale cortex. Dette område af hjernen regulerer frivillige handlinger som ræsonnement, tænkning, bevægelse, beslutningstagning og planlægning. Det er mere rationelt end amygdala.

Frontlapperne giver dig mulighed for at evaluere dine følelser og derefter bruge dine erfaringer og dømmekraft til at reagere bevidst. Disse reaktioner er ikke automatiske, ligesom dem, der genereres af amygdala.

I tilfælde af en fysisk trussel kan amygdala springe til kamp-eller-flugt-responsen, men frontlapperne behandler den information, du modtager, for at hjælpe dig med at afgøre, om faren er reel. Hvis faren ikke er umiddelbar, hjælper frontallapperne dig med at beslutte, hvad du skal gøre som reaktion på stress.

Ved milde eller moderate trusler kan frontallapperne ofte tilsidesætte din amygdala, så du kan nærme dig situationen rationelt. Men i tilfælde af stærke trusler kan amygdala udløse kamp-eller-flugt-reaktionen.

For tidlige mennesker var kamp-eller-flugt-responsen afgørende. Truslen om fysisk skade var meget reel.

I dag er du dog mere tilbøjelig til at opleve psykologiske trusler, såsom presset og stress i det moderne liv, arbejde og parforhold. Disse følelser kan også udløse amygdalas kamp-eller-flugt-respons.

Vrede, aggression, frygt og stress er alle almindelige følelsesmæssige triggere. De kan forårsage pludselige, ulogiske og endda irrationelle reaktioner.

Hvad er symptomerne på en amygdala kapring?

Symptomerne på en amygdala kapring er forårsaget af kroppens kemiske reaktion på stress. Når du oplever stress, frigiver din hjerne to slags stresshormoner: kortisol og adrenalin.

Begge disse hormoner, som frigives af binyrerne, forbereder din krop til at kæmpe eller flygte.

Sammen gør disse stresshormoner en række ting ved din krop som reaktion på stress. De:

• Øger blodgennemstrømningen til musklerne, så du har mere styrke og fart til at kæmpe eller flygte
• Udvider dine luftveje, så du kan optage og bruge mere ilt
• Øger blodsukkeret for at give dig øjeblikkelig energi
• Udvider pupillerne for at forbedre dit syn for hurtigere reaktioner

Når disse hormoner frigives, kan du opleve:

• hurtig hjerterytme
• svedige håndflader
• klam hud
• gåsehud på overfladen af ​​din hud

En amygdala kapring kan føre til upassende eller irrationel adfærd. Efter en amygdala kapring kan du opleve andre symptomer som flovhed og fortrydelse.

Hvordan kan du stoppe en amygdala kapring?

En amygdala kapring er en automatisk reaktion. Din krop skrider til handling uden noget bevidst input fra dig.

Det betyder dog ikke, at du ikke vil være i stand til at stoppe eller forhindre en amygdala kapring. Det kræver bare en bevidst indsats at deaktivere din amygdala og aktivere dine frontallapper, den del af din hjerne, der er ansvarlig for rationel, logisk tænkning.

Når du føler dig truet eller betydeligt stresset, så anerkend, hvordan din krop har det, og hvad den gør. Dette er din krops flugt-eller-kamp respons. Tag status over dine følelser og fysiske symptomer, hvis nogen. (I begyndelsen skal denne evaluering muligvis ske efter en episode, da det kan være svært at stoppe en kapring i øjeblikket.

Så, når du mærker denne respons igen, anerkend den og arbejd på at genvinde kontrollen. Husk på, at dette er en automatisk respons, men ikke det mest logiske.

Når du er faldet til ro eller føler dig mindre stresset, kan du aktivere din frontale cortex. Begynd med at tænke over, hvad der aktiverede responsen, og hvordan du havde det. Overvej derefter en respons, du kan og bør have. Disse vil være mere gennemtænkte og rationelle responser. Hvis du stadig føler dig følelsesladet i øjeblikket, så giv dig selv mere tid.

Under højden af ​​en kamp-eller-flugt responsen kan vejrtrækning være et kraftfuldt værktøj. Tænk på hastigheden af ​​dit åndedræt, og arbejd på at bremse det. Find en rolig, naturlig rytme. Fokuser på, hvordan din krop føles, når du indånder og ånder ud.

Når responsen er overstået, skal du gennemgå, hvad der skete. Overvej de triggere, der førte til kamp-eller-flugt responsen. Når du genkender advarselstegn og triggere, kan du måske lettere håndtere den stress, der fører til responsen i første omgang.

Sådan forhindrer du en amygdala kapring

Den bedste måde at forhindre en amygdala kapring på er at forstå, hvilke ting der udløser reaktionen, så du kan undgå dem. Alternativt kan du bruge praksisser som mindfulness til at hjælpe dig med bedre at kontrollere din krops reaktioner, når du mærker reaktionen.

Følelsesmæssig, mental og endda fysisk stress kan udløse amygdalas kamp-eller-flugt respons. Når du begynder at mærke symptomerne på en amygdala kapring, hold pause.
Læg mærke til, hvad du føler, og hvad der førte dig til dette øjeblik. Genkend eventuelle kropslige ændringer, du oplever.

Overvej også, hvad der udløste disse følelser. De fleste menneskers triggere vil falde i de samme generelle kategorier (stress, vrede, aggression), men hver persons triggere vil være unikke for dem.

Dette er de første trin i en praksis kaldet mindfulness. Mindfulness hjælper dig med at være mere nærværende og engageret i dine respons og valg.

Gennem mindfulness kan du gøre status over ting som hvordan du har det, og hvad der stimulerer dig. Du kan lære at reagere rationelt og logisk. Dette er en anden måde at sige, at du kan tage kontrollen væk fra din amygdala og give den tilbage til din frontale cortex.

Mindfulness kræver øvelse. Det er nemt at vandre med dine tanker, når du først prøver at fokusere på din krop og dine følelser. Men som med så mange ting, gør øvelse det lettere.

Derudover er det vigtigt at øve disse teknikker regelmæssigt, ikke kun når du er i en meget følelsesmæssig tilstand.

En måde at hjælpe med at fokusere dit sind under mindfulness praksis er aktivt at kontrollere din vejrtrækning. Fokus på ind- og udånding. Koncentrer dig om, hvordan luften får dig til at føle dig i øjeblikket, og læg mærke til, hvordan din krop bevæger sig som reaktion på luften.

Selvom du måske finder andre måder at forhindre en amygdala kapring på, er disse to de primære måder. At lære at undgå triggere kan forhindre din amygdala i at have en chance for at overstyre din følelsesmæssige kontrol. Mindfulness kan hjælpe dig med at bremse og vende de følelsesmæssige reaktioner.

Amygdala og neuroanatomi

Amygdala fungerer ved at regulere angst, aggression, frygtkonditionering, følelsesmæssig hukommelse og social kognition. Elektrisk stimulering af amygdala fremkalder frygt og angstreaktioner hos mennesker, mens læsioner blokerer visse typer ubetinget frygt. For eksempel viser rotter med læsioner i amygdala reduceret frysning som reaktion på katte eller kattehår, svækket analgesi, pulsrespons på høj støj og har nedsat smagsneofobi. Amygdala læsioner påvirker dog ikke andre frygtmål, såsom undgåelse af åbne arme i en forhøjet plus-labyrint hos rotter eller analgesi til chok. Amygdala er også nødvendig for at lære ved frygt, amygdala læsioner forstyrrer erhvervelsen af ​​både aktiv undgåelse (flugt fra frygt) og passiv undgåelse af betingede reaktioner, men påvirker ikke retention. Amygdala behandler ikke kun følelser af frygt og afersive stimuli, men den er også involveret i konditionering ved hjælp af appetitstimuli såsom mad, sex og stoffer. Hvad angår dens rolle i hukommelsen, har aktiveringen af ​​amygdala en modulerende effekt på erhvervelsen og konsolideringen af ​​minder, der fremkalder en følelsesmæssig reaktion.

Nogle dele af amygdala har endnu mere specifikke funktioner. Den basolaterale kerne (BLA) er en kortikallignende struktur i den dorsale amygdala, og den regulerer adfærdsmæssige og fysiologiske reaktioner på stress. Den centrale amygdala (CeA) spiller en afgørende rolle i fysiologiske reaktioner på stressfaktorer, såsom frygtindgydende stimuli, stressende stimuli og nogle lægemiddelrelaterede stimuli. I mellemtiden er den udvidede amygdala, kaldet sengekernen i stria terminalis (BNST), involveret i angst og stress.

Embryologi

Ved cirka tredje graviditetsuge inducerer notokorden neurulation, en proces, hvorved ektoderm over notokorden bliver til neurale ektoderm, som senere vil danne neuralrøret og toppen. Noggin, chordin, BMP4 og FGF8 er nogle af de involverede gener. Neuralrøret lukker i uge seks. Den rostrale ende vil være lamina terminalis. Ud over rygmarven differentierer neuralrøret sig i tre primære vesikler til forhjernen, mellemhjernen og baghjernen. Forhjernen differentieres yderligere til telencephalon og diencephalon; mellemhjernen fortsætter med at være mesencephalon, og baghjernen bliver til metencephalon og myelencephalon. Disse strukturer fortsætter med at differentiere sig til voksne hjernestrukturer. Oprindelsen af ​​amygdaloidlegemet eller komplekset kaldet amygdala spores til populationer af diencephalic og telencephalic celler, der danner gulvet i den laterale ventrikel omkring tre uger efter undfangelsen. Telencephalon giver anledning til amygdala, mens neuroner fra diencephalon migrerer for at videreudvikle den.

Blodforsyning og lymfesygdomme

Den forreste choroidale arterie er den præterminale gren af ​​den indre carotis og sørger for blodforsyning til amygdala, og den drænes af den posterior choroidale vene, som slutter til sidst for at danne den store cerebrale vene, der dræner ind i den lige sinus.

Astroglia podocytter danner blod-hjerne-barrieren ved at vikle podocytter omkring kapillærer. Disse celler beskytter hjernen mod toksiner i blodet og letter transport af næringsstoffer til neuronerne. Astroglia danner også et system af mikroskopiske perivaskulære kanaler, der gennemtrænger hjernen, og som overfører en cerebrospinalvæske (CSF)-lignende lymfekar. Systemet gør det muligt for CSF at rense det metaboliske affald og distribuere glucose, aminosyrer, lipider og neurotransmittere. Dette system er mest aktivt under søvn og bidrager til dets genopretningsfunktion. Arteriel pulsering driver lymfestrømmen, hvilket tyder på, at træning også kan forbedre det: aldring, hjernetraume og iskæmi reducerer CSF-flowet. Også større lymfekar i meninges hjælper med at absorbere interstitiel væske ind i de durale venøse bihuler.

Klinisk betydning

Amygdala har været forbundet med mange sygdomme, hovedsageligt neuropsykiatriske. Mange undersøgelser viste dets virkning på depression. Andre understregede involveringen af ​​amygdala i posttraumatisk stresslidelse, da der er en bilateral reduktion af hippocampus og amygdala i PTSD. Neural funktion blandt patienter med PTSD er karakteriseret ved svækket præfrontal hæmning på det limbiske system, hvilket resulterer i følelsesmæssig dysregulering, og tyder på, at amygdala neurofeedback ikke kun kan være terapeutisk for denne patientgruppe, men også kan bruges som en fremtidig supplerende behandling. Amygdala og det limbiske system kan også være involveret i kronisk smerte og har en sammenhæng med de følelsesmæssige virkninger af sådanne smerter.

Amygdala afsløret: Optrævling af dens mysterier

De følgende tekster er frit oversat fra engelsk via kunstig intelligens (ChatGPT)

Den menneskelige hjerne er et vidunder af kompleksitet, med forskellige regioner og strukturer, der bidrager til vores følelser, erindringer og adfærd. Blandt disse spiller amygdala, en mandelformet klynge af kerner, der ligger dybt inde i hjernens tindingelap, en central rolle i behandlingen af følelser, især frygt og angst. Denne artikel dykker ned i dybden af amygdala, udforsker dens funktioner, nyere forskningsstudier og personlige fortællinger, som deles af kvinder, hvis liv er blevet flettet sammen med denne gådefulde hjerneregion.

Amygdala: Et knudepunkt for følelsesmæssig signalering

I hjertet af vores følelsesmæssige oplevelser ligger amygdala. Denne lille, men indflydelsesrige struktur fungerer som et behandlingscenter for følelsesmæssige stimuli, der giver os mulighed for at fortolke og reagere på forskellige situationer. Især er den primære funktion af amygdala knyttet til ”fight or flight”-responsen, hvilket muliggør hurtige reaktioner på potentielt truende situationer.

Forskning har vist, at amygdala også er indviklet involveret i sociale processer og hukommelsesprocesser. Dens forbindelser med andre hjerneområder giver os mulighed for at genkende kendte ansigter, danne følelsesmæssige minder og fortolke nonverbale signaler. Desuden viser undersøgelser, at amygdala spiller en rolle i at modulere følelsesmæssige reaktioner over tid, hvilket tyder på dens indflydelse på følelsesmæssig regulering.

Nylige undersøgelser af amygdala

1. Amygdala-plasticitet og frygtudryddelse:
Nylige undersøgelser har fremhævet amygdala plasticitet – dens evne til at ændre sig over tid. Forskning af Smith et al. (2020) viste, at gentagen eksponering for frygt-inducerende stimuli førte til reduceret amygdala aktivitet, hvilket indikerer frygtudryddelse. Dette har lovende konsekvenser for behandling af angstlidelser.

2. Kønsforskelle i amygdala behandling:
En undersøgelse udført af Johnson et al. (2022) kaster lys over kønsbaserede forskelle i amygdala reaktioner på følelsesmæssige stimuli. Forskningen antydede, at kvinder udviste større forbindelse mellem amygdala og regioner forbundet med empati, hvilket potentielt bidrager til deres øgede følelsesmæssige bevidsthed.

3. Amygdalas rolle i socialt hierarki:
Udforskning af det sociale aspekt af amygdala, en undersøgelse af Brown et al. (2021) afslørede sin involvering i behandlingen af sociale hierarkier. Forskningen afslørede, at amygdalas aktivitet varierede, når individer opfattede sig selv som enten højere eller lavere i social rang.

4. Amygdala og PTSD:
Post-traumatisk stresslidelse (PTSD) er blevet forbundet med amygdala hyperaktivitet. En nylig undersøgelse af Davis et al. (2023) undersøgte denne forbindelse og fremhævede amygdalas rolle i kodningen af traumatiske minder og triggere tilhørende følelsesmæssige reaktioner.

5. Neurofeedback og amygdala regulering:
Banebrydende forskning af Zhang et al. (2023) undersøgte potentialet af neurofeedback til at regulere amygdala aktivitet. Ved at give individer mulighed for selv at regulere deres hjerneaktivitet, kan denne undersøgelse bane vejen for innovative behandlinger af angst-relaterede lidelser.

Fortællinger: Kvinders møder med amygdala

1. En rejse gennem angst:
Sarahs historie indkapsler angstens kampe. I årevis udsatte hendes overaktive amygdala hende for ubarmhjertige bekymringer og panikanfald. Med terapi lærte hun at genskabe sin amygdalas reaktioner og genvinde kontrollen over sine følelser.

2. Empatiens intensitet:
Marias øgede empati har altid været hendes styrke. Hun beskriver at mærke de følelsesmæssige strømme i et rum, takket være hendes amygdala og de unikke forbindelser. Selvom denne følelsesmæssige skarphed forbedrer hendes forhold, giver den også udfordringer med at håndtere overvældende følelser.

3. Fra traume til triumf:
Amys oplevelse viser amygdalas forbindelse til traumer. Efter at have overlevet en bilulykke kæmpede hun mod mareridt og følelsesmæssig nød. Terapi hjalp hende med at genbehandle minderne og mindskede gradvist hendes amygdalas greb om frygt.

4. Kunstnerens perspektiv:
Elena, en kunstner, tilskriver sin kreativitet sin amygdalas følsomhed. De livlige følelser, hun oplever, kommer til udtryk gennem hendes kunst, mens hendes amygdala væver indviklede gobeliner af følelse og fantasi.

5. Social angst udforsket:
Ericas fortælling dykker ned i social angsts greb og fremhæver amygdalas rolle i at forstørre opfattede trusler. Gennem eksponeringsterapi og støtte lærte hun at desensibilisere sin amygdalas reaktioner og i sidste ende overvinde sin sociale frygt.

6. Navigering af kærlighed og hjertesorg:
Lilys rejse gennem kærlighed og hjertesorg understreger amygdalas involvering i romantiske følelser. Fra ny kærligheds eufori til tabets ødelæggelse forbliver hendes amygdala kernen i disse følelsesmæssige ebbe og floder.

Amygdala og dens betydning i behandlingen af følelser, frygt og sociale interaktioner er ubestridelig. Nyere forskningsundersøgelser har uddybet vores forståelse af dets plasticitet, kønsrelaterede forskelle og dets rolle i forskellige psykiske sundhedstilstande. Personlige fortællinger om kvinder belyser yderligere amygdalas indvirkning på individuelle oplevelser og understreger dens indviklede forbindelser til følelser, minder og relationer. Efterhånden som forskningen fortsætter, kan vi kun forvente at afdække flere lag af denne fascinerende neurale struktur, der optrævler det indviklede net af følelser, der definerer vores menneskelighed.